Kommissorium:
FGO har i sin programbeskrivelse for perioden 2026-2029 udpeget otte indsatsområder, som gælder for hele folkekirken. SGO vil i sit arbejde særligt fokusere på de områder, der er mest relevante for stiftets 95 sogne, hvoraf hovedparten er beliggende i byområder.
Da menighedsrådene har initiativretten og ansvaret for, at folkekirken i Københavns Stift når sine mål for den grønne omstilling, vil SGO gennem provstierne udbrede kendskabet til grønne løsninger, der kan inspirere menighedsrådene til at følge de råd og anbefalinger, som bl. a. FGO formidler.
SGO vil blandt andet:
- synliggøre de muligheder og gevinster, som energiscreeninger og analyser af bygningernes energiforbrug har afdækket, med henblik på at reducere kirkernes CO₂-aftryk;
- i samarbejde med provstiernes bygningskonsulenter videreudvikle den vejledning om bæredygtighed, som Bispebjerg-Brønshøj Provsti har udarbejdet til brug ved bygge- og renoveringsprojekter, så menighedsrådene får støtte til at stille relevante bæredygtighedskrav i forbindelse med udbud;
- i samarbejde med kirkegårdslederne pege på løsninger, som blandt andet anbefales af FGO, med henblik på både at reducere CO₂-aftrykket og styrke biodiversiteten på stiftets kirkegårde;
- formidle gode eksempler på, hvordan den grønne omstilling kan styrkes gennem samarbejde med lokale aktører som foreninger, nabofællesskaber, grundejerforeninger og spejdergrupper, og derved skabe synergi mellem forskellige indsatser.
SGO vil formidle sine initiativer til menighedsrådene gennem provstierne samt ved afholdelse af informationsmøder, netværksaktiviteter og workshops med deltagelse fra provfstier og menighedsråd.
Formålet er samtidig at understøtte erfaringsudveksling og videndeling på tværs af sogne og provstier i Københavns Stift.
Medlemmer:
- Poul Bo Burkal Sørensen, provst
- Torben Stærgaard
- Rikke Bach
- Magrethe Winther Nielsen
- Philip Bergenhammer
- Marie Voldby