Stillingen som tjenestemandsansat sognepræst i Sankt Thomas Pastorat, Frederiksberg Provsti, er ledig til besættelse den 1. oktober 2026 eller snarest derefter.
Ud over sognepræstestillingen i Sankt Thomas Pastorat er der en forpligtelse til at yde bistand til Sankt Lukas Pastorat. Til denne forpligtelse er der tilknyttet et regulativ, som nærmere forklarer, hvad bistanden indebærer. Menighedsrådet og provstiet kan oplyse nærmere om regulativets indhold.
Stillingen er en fuldtidsstilling.
Som ny sognepræst får du et introduktionsforløb, hvor du får en mentor, der guider dig igennem den første tid i embedet.
På Præsteforeningens hjemmeside kan du læse embedsbeskrivelsen fra menighedsrådet. Her kan du læse om sognet og om, hvilke tanker menighedsrådet gør sig om det ledige embede.
Har du lyst til at læse mere om Sankt Thomas Pastorat og kirkelivet i sognet, kan du orientere dig på sognets hjemmeside:
https://www.sanctthomaskirke.dk/
Stillingen er omfattet af Bekendtgørelse af lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. (LBK nr. 864 af 25/6/2013).
Stillingen aflønnes efter løngruppe 1 i aftale om aflønning af tjenestemandsansatte præster i Folkekirken.
Ud over selve lønnen ydes et rådighedstillæg med et afrundet grundbeløb pr. 31. marts 2012 for en fuldtidsstilling på kr. 43.000,00 årligt.
Stillingen er omfattet af reglerne om Ny Løn, hvorfor det er muligt at ønske en lønforhandling.
Der er ikke knyttet nogen tjenestebolig til stillingen.
Er du endnu ikke ordineret, bedes du sende kopi af eksamenspapirer og attest fra Pastoralseminariet sammen med din ansøgning.
Hvis du indstilles til stillingen, vil der blive indhentet børneattest.
Alle kvalificerede ansøgere – uanset køn – opfordres til at søge stillingen.
Er du interesseret i stillingen og ønsker at sende en ansøgning, kan du kontakte både menighedsråd og provst for at aftale et tidspunkt for et besøg og en samtale, inden ansøgningsfristen udløber.
Er det første gang, du søger embede, bedes du kontakte biskoppens sekretær for at aftale et tidspunkt for en samtale med biskop Peter Skov-Jakobsen, inden menighedsrådet afholder orienteringsmøde.
Ansøgning
Ansøgningen skal stiles til Kirkeministeriet, men sendes til biskoppen over Københavns Stift pr. mail:
Ansøgningen skal være biskoppen i hænde senest:
11. maj 2026 kl. 15:00
Kontaktoplysninger
Sankt Thomas Sogn
v. kordegn Dorte Kvist
Telefon: 40 24 18 65
E-mail: DKV@KM.DK
Frederiksberg Provsti
Provst Kirsten Jørgensen
Telefon: 51 76 77 76
E-mail: KJOE@KM.DK
Københavns Stift
Telefon: 33 47 65 00
E-mail: KMKBH@KM.DK
Biskoppen over Københavns Stift
v/ bispesekretær Dorte Laurberg Vedel
Telefon: 33 47 65 00
E-mail: KMKBH@KM.DK
Opslag af stillingen: 21. april 2026
Ansøgningsfrist: 11. maj 2026
Embedsbeskrivelse:
Sct. Thomas Kirke på Frederiksberg søger sognepræst pr. 1. oktober 2026. Stillingen er en 100 % stilling med bistandsforpligtelse i nabokirken Sct. Lukas Kirke. Der er regulativ, som kan fås ved henvendelse til kirkekontoret.
Sct. Thomas Sogn tæller ca. 10.000 indbyggere og 5.646 folkekirkemedlemmer, og Sct. Lukas Sogn ca. 7.000 indbyggere med 4.230 folkekirkemedlemmer. Kirkerne ligger centralt på Frederiksberg, i gåafstand til hinanden, og i tæt bebyggede storbysogne. Kirkerne er forskellige både i kirkerum og profil.
Sct. Thomas vægter klassisk musik og holder af den klassiske højmesse med dens langsomhed og traditionelle liturgi. Sct. Lukas har musikalsk en mere rytmisk tilgang. Begge kirker favner bredt, og vi er nysgerrige efter, hvad vores nye præst kunne tænke sig at bidrage med.
I Sct. Thomas Kirke er vi en kirkebogsførende præst, to studiepræster med henholdsvis 5 % og 10 % sognepræstekvote, en organist, fire korsangere, en kordegn, en kirketjener samt et lille fleksibelt team af studerende som kirketjenervikarer. Menighedsrådet har ti valgte medlemmer, og kirken er præget af et godt internt samarbejde mellem ansatte, præster og menighedsråd.
Vores nye præst får stillet et hyggeligt og rummeligt kontor til rådighed på kirkekontoret bag ved kirken, hvor også kordegn og alle fire præster holder til. Der er ikke præstebolig knyttet til stillingen.
Vi er en almindelig folkekirke i grundtvigsk ånd, der både i forkyndelse og aktiviteter søger det intellektuelt udfordrende, det etisk fordrende og det inderligt favnende. Vi er optaget af de lokalt forankrede fællesskaber, som kirken både kan etablere og understøtte.
Ved højmessen er der ofte dåb, og der tilbydes lørdagsdåb en gang om måneden. Kirken har takket være en dygtig organist et rigt koncertliv med bl.a. studerende fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, og flere amatørkor giver koncerter i kirken. De to studiepræster benytter også kirken til deres aktiviteter, heriblandt korkoncerter med studerende fra hele verden.
Begge kirker har som de fleste andre folkekirker et vekslende og varieret udbud af aktiviteter, såsom babysalmesang, aftengudstjenester, strikkeklub, seniormøder, sorggrupper og kulturarrangementer. I december inviteres de lokale børnehaver og den lokale folkeskoles elever samt lærere til juleafslutning.
Sct. Thomas Kirke står i de kommende år foran opførelsen af et nyt sognehus, som bliver en tilbygning til den eksisterende kirke. Huset er tegnet af arkitektfirmaet Bjarke Ingels Group og kommer til at danne ramme om kirkens nuværende og nye aktiviteter. Vi ser meget frem til at tage dette hus i brug.
Den ledige præstestilling indeholder i begge kirker, ifølge det udfærdigede regulativ, højmesser, dåbsgudstjenester, plejehjemsgudstjenester, vielser og bisættelser. Derudover i Sct. Thomas Kirke et hold konfirmander.
Af vores nye præst ønsker vi i Sct. Thomas Kirke et særligt fokus på arbejdet med børn og deres forældre, herunder eksempelvis en kort hverdagsaftengudstjeneste efterfulgt af fællesspisning. Vi glæder os til at høre dine refleksioner over børn i kirken og dine øvrige tanker for vores kirke.
Den ledige præstestilling er udelukkende tilknyttet menighedsråds- og udvalgsarbejde i Sct. Thomas Kirke.
For yderligere oplysninger, eller hvis der er ønske om at se kirken, kan kordegn Dorte Kvist kontaktes i kirkekontorets åbningstid på telefon 40 24 18 65 for en nærmere aftale.